-
Højere renteindtægter skaber vækst hos Jyske Bank
ソース: BDK Finans / 20 8 2024 02:30:48 America/New_York
Øgede indtægter forbundet med høje renter har lunet på Jyske Banks bundlinje. I løbet af første halvdel af 2024 er bankens indtjening vokset med fem procent til 2,6 milliarder kroner. Det viser bankens regnskab for første halvår, som er blevet offentliggjort tirsdag morgen. I perioden lyder Jyske Banks renteindtægter på knap 4,9 milliarder kroner mod lidt mere end 4,6 milliarder kroner i samme periode i 2023. I forbindelse med regnskabet fastholder Jyske Bank sine forventninger til hele året, som lyder på en indtjening på mellem 4,3 og 5,1 milliard kroner. Nu lyder det dog, at banken forventer at lande i den øvre halvdel af intervallet. - Fremgangen trodsede lav aktivitet på boligmarkedet og betydelig inflationsmodvind, siger ordførende direktør i Jyske Bank Lars Mørch i en kommentar til regnskabet. - Vi forventer nu at nå den øvre halvdel af resultatforventningerne for 2024, selv om Nationalbanken i juni påbegyndte nedsættelsen af de pengepolitiske renter, lyder det videre. Mens renteindtægter påvirkede bundlinjen positivt, trak omkostningerne lidt i den anden retning. I perioden steg basisomkostninger med seks procent sammenlignet med året før. Også i hele 2024 forventer Jyske Bank, at basisomkostningerne lander på et højere niveau end i 2023. Stigningen skyldes blandt andet lønstigninger i forbindelse med en ny overenskomst, afledt effekt af fjernelse af store bededag samt flere medarbejdere til bekæmpelse af finansiel kriminalitet. Også købet af PFA Bank har medført lidt flere omkostninger. I juni 2023 oplyste Jyske Bank, at den købte PFA Bank for 245 millioner kroner. Året før var det banken Svenska Handelsbankens danske aktiviteter, som Jyske Bank købte. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/hoejere-renteindtaegter-skaber-vaekst-hos-jyske-bank